
Atletiklinjen
Træningen tilrettelægges af morgentrænerne og for de ældste elever vil der være mulighed for at klubtrænerne kommer mere og mere ind over morgentræningen. Der vil gennem hele opholdet på Nørre Fælled Skole være mulighed for at tilrettelægge træningen med klubtrænerne i forhold til stævner, skader mm. For at være en del af atletiklinjen kræver det motiveret atleter, der brænder for at udvikle sig som menneske og atlet og ønsker at gøre dette i et sammenspil med de andre på holdet.
Træningen
Grundelementerne i træningen er naturligvis, løb, spring og kast.
Vi arbejder med basisteknik indenfor de tre grundelementer, hvilket bl.a. inddrager gymnastik, balance, bevægelighed, styrke og udholdenhed. Disse elementer vil igennem skoleåret periodiseres efter sæsonen.
Indenfor styrketræning arbejdes der bl.a. med tekniske elementer fra de olympiske løft, da disse udgør et fornuftigt grundlag for en generel øget styrke og forståelse for kroppens bevægelsesapparat, som vil have relevans for atletikkens grundelementer.
Træner: Conrad Lind
(f. 2001) Atletiklinje siden 2022
Jeg er opvokset med atletik helt tilbage fra jeg var 4 år gammel og har været eliteløber i Sparta, hvor jeg har konkurreret på både nationalt og internationalt niveau. Jeg har hovedsageligt løbet mellemdistance (1500–5000 m bane) og har igennem årene vundet flere danske mesterskaber, både for hold og individuelt. I 2013 startede jeg selv på NFS, som var min første mulighed for at prøve kræfter med idrætslinjen. Det blev tre fantastiske og lærerige år. I 2017 startede jeg på Falkonergårdens Gymnasium på den 4-årige Team Danmark-ordning og blev student (STX) i 2021. Jeg var aktiv træner i Sparta fra 2020 til starten af 2026. I dag er jeg daglig leder, sportschef og cheftræner i Edel Atletik.
Jeg har altid haft en dyb fascination af atletikken og mulighederne for sportslig udvikling. Jeg bruger mit videbegær og min nysgerrighed til at udvikle mig på det fysiske, mentale og menneskelige plan, og jeg bruger mange timer på at forstå, hvad vi gør som atleter, og hvorfor vi gør det.
Mit mål med NFS-morgentræningen er at skabe de rigtige rammer, så de unge atleter kan udvikle deres talent og potentiale og vokse som hele unge mennesker.