Ønsker du at kombinere en høj faglighed i et elitært idrætsmiljø med træning i skoletiden? Så er Nørre Fælled Skoles Team Danmark talentklasse måske din mulighed.
Formål for talentklasserne i Danmark
Formålet med talentklasserne er at skabe skolemiljøer, hvor der er tæt samarbejde og samspil på tværs af undervisere, trænere og andre interessenter i de nære miljøer i skole, klub, kommune og familie.
Målet er en langsigtet udvikling af talenternes sportslige, faglige og personlige kompetencer, som giver dem optimale muligheder for at indfri deres potentialer inden for både idræt og uddannelse og i livet generelt
Baggrund
Team Danmarks Talentklassekoncept kombinerer idræt og folkeskoleuddannelse. Konceptet giver mulighed for en holistisk udvikling af talenternes sportslige, personlige og faglige kompetencer og bidrager til en social og samfundsmæssig forsvarlig talentudvikling. Talentklasser er særlige klasser i 7.- 9. klasse i folkeskolen, hvor undervisningen tilrettelægges, så den understøtter elevernes idrætstalent og langsigtede udvikling og sikrer en sammenhængende hverdag med balance mellem idræt, skole og fritid.
Talentklasserne tilbyder et integreret samarbejde, hvor idræt og skole bidrager til en gensidig positiv udvikling. Det kan være vanskeligt at identificere talenter allerede i 12-13-års alderen, og derfor er det vigtigt at understrege, at det kun er en lille del af dem, der bliver optaget i Talentklasserne, der går hele vejen og får en karriere som senior eliteatleter. Det er derfor afgørende at Talentklasserne understøtter en helhedsorienteret udvikling, hvor personlig og faglig udvikling prioriteres lige så højt som den sportslige udvikling.
Fokus fra Nørre Fælled Skole
Talentklasserne (7. 8. og 9. klasse) har to ugentlige morgentræninger, hvor idrætseleverne bliver matchet op med ligesindede ”idrætsnørder”, hvor der er større forståelse for hinandens passion og personlige valg i livet.
Det er højt uddannede trænere som varetager træningen på de fire linjer: Atletiklinje, basislinje, basketball og fodboldlinje. Basislinjen er for de elever der dyrker en anden idræt end dem der tilbydes på de to idrætsspecifikke linjer fx kunstskøjteløb, fægtning, taekwondo, gymnastik, triathlon m.fl.
Faglærerne på skolen har en udpræget forståelse for elevernes idrætsambitioner. Dog kommer fagligheden før idrætten. Vi stræber efter at uddanne ”hele mennesker” på skolen. Ved siden af træningen foregår der udvikling gennem Lifeskills herunder planlægning, søvn, kost og ernæring m.m.
Går du i 6. klasse og ønsker at kombinere dine idrætsdrømme med skolegang, er Nørre Fælled Skole måske vejen for dig.
Mere info: https://www.teamdanmark.dk/talent/talentklasser
Indskrivning i Team Danmark, hvis man bliver tilbudt en plads.
Folkeskole til folkeskole
Hvis du bor i Københavns kommune og ønsker, at dit barn skifter skole, skal du henvende dig på dit barns nuværende skole. Den nuværende skole sætter dit barn i et skoleskiftesystem og hvis det vurderes at der er brug for rådgivning, vil du blive tilbudt dette. Dit barn kan dog kun blive indskrevet, hvis vi har plads, du skal derfor ikke aktivt melde dit barn ud af skolen. Distriktsbørn har automatisk en plads på skole.
Hvis du kommer fra en anden kommune, er samme procedure gældende.
Privat Skole til folkeskole
Udfyld PDF "Indskrivningsskema til Team Danmark klasse, kun for elever på privatskoler.pdf". Der bliver også mulighed for at udfylde på infoaftenen.